Vi er alle i samme båd | Den Danske Sømandskirke Singapore

Vi er alle i samme båd

Udgivet tir d. 14. apr 2020, kl. 11:25
Artikler

af Søren Thomsen, assistent ved Sømandsklubben - Port of Tanjung Pelepas

Når alt omkring os lukker ned, og vi hver for sig bliver mere og mere isolerede, er noget af det vigtigste vi kan gøre måske det simple at huske hinanden. Det kan lyde som en selvfølge og er det sikkert også for mange. Ikke desto mindre - når vi møder udfordringer og situationen omkring os spidser til, ender vi ofte med at blive os selv nærmest.  

I denne tid lyder budskabet om at “stå sammen hver for sig” - “stå sammen ved at holde afstand.” Der er måske dem, for hvem situationen kan føles som en lettelse - ikke flere akavede situationer hvor man i mødet med mere eller mindre bekendte skal finde ud af, hvorvidt man er på kram eller blot skal holde sig til et fast håndtryk. Spøg til side. Hvordan i alverden står man sammen hver for sig? Det har jeg spurgt mig selv om et par gange i de sidste uger, for det lyder umiddelbart en smule modsigende. Jeg er samtidig assistent ved sømandskirken i Singapore (men arbejder i Pelepas, Malaysia), så også i forhold til mit arbejde har jeg måttet spørge, hvordan vi her kan stå sammen ved at holde afstand. 

Nu hænger budskabet om at holde afstand jo mest af alt sammen med de sundhedsfaglige vejledninger. Ved at mindske fysisk kontakt mindsker vi smittefaren. Det er en vejledning, som er til at forstå, og den vil jeg på ingen måde anfægte. Men en ting er, at vi skal holde fysisk afstand, behøver det at betyde at vi bliver fjerne for hinanden?

Det tror jeg ikke. I kernen af kirkens budskab ligger tanken om, at man kan have fællesskab uden nødvendigvis at se og mærke hinanden i fysisk forstand. Vi samles i kirken for at have fællesskab med en Gud, som vi ikke kan se. Når vi i fadervor beder: “ske din vilje, som i himlen således også på jorden,” udtrykker vi et ønske om, at hans vilje bliver gældende blandt os. Vores vilje, såfremt vi tror hvad vi beder, bliver, at hans vilje må ske fyldest. Måske vi kunne kalde det et viljes-fællesskab. 

Mon ikke vi også, i den situation vi står i nu, kunne tale om et viljes-fællesskab menneske og menneske imellem?

Vi er for det første fælles om, at ville smitten og sygdommen til livs. Dernæst må vi også, for nu at vende tilbage til hvor jeg begyndte, være fælles om ikke at ville glemme hinanden. 

Nok er vi isoleret, men vi er ikke alene. Vi er alle i samme båd, for nu at bruge et udtryk, der ligger lige for i min hverdag. Alle er vi påvirket i et eller andet omfang. Man kan måske sige, at vi alle har samme fjende for tiden, og det skulle efter sigende kunne vække et stærkt sammenhold. 

Ombord på Emma Mærsk, som jeg besøgte forleden, var alle bogstaveligt talt i samme båd. Afskåret fra familie og hjem på ubestemt tid, spændte på hvad morgendagen bringer og samtidig opsatte på at udføre deres arbejde bedst muligt. 

Normalt er værdien i et skibsbesøg det personlige møde. At kunne hilse på besætningen, give et klap på skulderen, få en god snak, dele et måltid eller nyde en kop kaffe. Alt dette er for tiden skåret væk af sikkerhedsmæssige årsager, men lad mig fortælle, hvorfor besøget på Emma Mærsk alligevel blev et meget værdifuldt besøg. 

Den gode kaptajn ombord havde nogle dage forinden ankomst skrevet om hjælp til forskellige velfærdsinitiativer. Der skulle skaffes præmier til både bordfodboldturneringer og bankospil. Derudover en playstation med spil, div. dagligvare og endelig 45 hvide T-shirts med skibslogo og teksten “Emma Maersk Corona Crew” - En opmuntring til besætningen ombord. Den slags initiativer vil vi gerne være medspillere på. Især nu, hvor det at holde humøret oppe ombord på skibene er af vigtigste betydning. 

Med bingo gevinsterne gik det let, jeg kørte afsted samme dag og købte præmier i forskellige prisklasser. Godt jeg ikke ventede, for dagen efter lukkede stort set alle butikker og forretninger i Malaysia ned. Så var der dagligvarerne og playstationen. Det løste sig også. På havnen ligger en lille forretningen som sælger, snacks, shampoo, vitaminer, simkort og hvad ellers en sømand mangler til sin dagligdag, de havde desuden en brugt playstation, og så var den sag løst. 

Værre var det med T-shirtsene. Jeg havde bestilt både t-shirts og print hos en kontakt, jeg havde fra tidligere og der virkede til at være styr på det. Altså lige indtil, at jeg to dage før Emma Mærsks ankomst fik meldingen om, at det nu ikke kunne lade sig gøre at skaffe t-shirts, da de forretninger der plejede at levere var lukket ned. 

Hvad gør man så? Jeg kunne vælge at sige, at der trods alt var styr på bingo gevinsterne og playstation, men det var ikke nok. Man må i det mindste prøve - ellers er man vel bare ligeglad…

Jeg fik nummeret på tre forskellige steder, hvorfra min kontakt plejede at få t-shirts. Første sted var der ingen ved telefonen. Andet sted, kunne den ellers søde pige, der tog røret nærmest intet engelsk. Tredje gang måtte være lykkens gang. Opkaldet blev besvaret og vedkommende i den anden ende kunne endda engelsk, i hvert fald en smule. Jeg forklarede håbefuldt mit ærinde. Kort sagt: “har I ikke nogle T-shirts på lageret, som i kan pakke ned til mig, jeg betaler via nettet og kommer selv og henter- minimal fysisk kontakt.” Hvortil svaret lød, at de slet ikke havde noget lager. Lang næse til mig. De var bare et mellemled- køb og sælg videre. Typisk Malaysia tænkte jeg lettere utålmodig. Sidste chance: “Hvem levere så til jer? kan jeg få et nummer?” Jeg fik et nyt nummer og denne gang var heldet med mig. 45 hvide t-shirts - tjek - og næsten alle kunne fås i de rigtige størrelser. Næste morgen kørte jeg en times tid for at komme til det kontor, hvor aftalen var, at jeg kunne hente trøjerne, en køretur jeg kunne have været foruden, da det viste sig, at manden, der leverede trøjerne, boede i samme område som jeg selv. 

Men ingen tid til at ærgre sig, for der var endnu en times kørsel til trykkeriet, som af en eller anden grund lå helt derude, hvor der ikke er mobildækning. Mange udfordringer til trods lykkedes det dog at få t-shirtsene frem og næste dag, samme dag som der skulle leveres på Emma Mærsk, blev trøjerne leveret på havnen kort før middag. Endelig havde jeg alt klar og kunne køre mod skibets gangvej. Det skulle da heller ikke have ventet meget længere, for skibet skulle sejle igen kl. 16.

Fra jeg tog det første skridt ombord på skibet og til jeg igen kørte hjem gik der ikke meget mere end en halv time. Så hvad gjorde dette skibsbesøg værdifuldt? Det var ikke så meget det, at det var lykkedes at skaffe sagerne imod mange odds. Det var motiverende og måske en personlig sejr for mit eget vedkommende. Men det, der gjorde forskellen var kaptajnens ord om, at det netop var den slags, der gjorde, at de ikke følte sig helt glemt ude på de store have. 

Tak til jer derhjemme, som husker os herude, langt væk hjemmefra, så vi kan huske dem, der er endnu længere hjemmefra og ikke engang har fast grund under fødderne. 

Tak også til Emma Mærsk for en god oplevelse og positiv interesse (jeg blev tilbudt et lift til Europa). God vind til alle jer derude, som holder vind i sejlene og fortsætter vigtigt arbejde ombord på skibene. 

Kommentarer

VakIrrenryken
casino bonus codes http://onlinecasinouse.com/# casino online <a href="http://onlinecasinouse.com/#">big fish casino </a> play slots online
cialis for sale online
Levaquin Overseas Store Accetrobot [url=https://asocialiser.com/]Cialis[/url] HiermSor emploi levitra GypeCoweneno <a href="https://asocialiser.com/#">Cialis</a> zimums Viagra Price In France
canadian pharmacy cialis 20mg
Amoxcillin Online Pharmacy Accetrobot [url=https://artsocialist.com/]viagra and cialis online[/url] HiermSor Sun Rash With Keflex GypeCoweneno <a href="https://artsocialist.com/#">Cialis</a> zimums Viagra Wirkung

Tilføj kommentar