Når de store containerskibe ankommer til Singapore, har de været lang tid undervejs og rejsen er ikke slut endnu. Nogle af dem ligger i fast rutefart mellem Nordeuropa og Fjernøsten. En sådan tur ud og hjem tager cirka 13 uger, hvilket passer meget godt med den tid, de danske søfarende er påmønstrede. 13 uger er lang tid at være lukket inde på et skib, og det er lang tid at se de samme mennesker igen og igen. Det er også lang tid at være væk hjemmefra. Væk fra familien, børnene og ægtefællen. Det er derfor helt forståeligt, at både savn, ensomhed og frustration kan komme snigende. Selvom de søfarende ombord både hjælper og snakker med hinanden, så kender vi alle til, at det ikke er alt, man vil dele med sine kollegaer, og at det nogle gange kan være godt at snakke med en udefrakommende. Én som ikke har sin daglige gang på skibet og som man ved både kan lytte og tie. Dette er sømandspræsten.
Siden den første sømandspræst gik ombord på et dampskib i Hull i 1868, har danske sømandspræster været i de havne, som har været knudepunkter for den danske linjetrafik. I dag er vi 5 sømandspræster og når skibene lægger til i Hong Kong, Singapore, Rotterdam, Hamburg eller Gøteborg, så ved den søfarende, at her er der en dansk kirke og en dansk sømandspræst. Den søfarende ved også, at sømandspræsten ganske ofte står med sin pose med aviser og måske andre fornødenheder og banker på ved bunden af lejderen og kalder op om tilladelse til at komme ombord. Velkommen, svares der! Og så kravler sømandspræsten de mange trin op, til hvad der bedst kan beskrives som et husbesøg til søs.
Husbesøget er folkekirkens klassiske kerneydelse. Især i landsognene er det en af præstens vigtige opgaver at tage rundt på besøg hos menigheden for derved at få et tættere forhold til menigheden og ikke mindst for at skabe tillid og erfaring med menighedens liv og hverdag. Ud af dette møde springer en større forståelse for og et tættere bånd til hinanden. Besøget er det lim, der som amen i kirken binder præst og menighed sammen. Det gælder både i landsognet som på containerskibet. Sømandspræsten har som regel en landmenighed i den by, hvor sømandskirken ligger. Men sømandspræsten har også en menighed ombord på de skibe, der kalder havnen. Mødet med den sejlende menighed er lige så vigtig som mødet med menigheden på land. Først når sømandspræsten møder sin menighed, hvor den er, først da kan den tillidsfulde og berigende samtale udfolde sig. Derfor går sømandspræsten ombord på skibene. For at møde og snakke med sin sejlende menighed. Og snakken kan dreje sig om alt mellem himmel og jord. Fra den nyeste teknologi i maskinrummet til samtaler om glæde og sorg og Vorherres uransagelige veje. Intet emne er for lille og intet for stort. Som i alle andre relationer, så virker samtalen bedst, når der er en gensidig forståelse og tillid. De søfarende ved, hvad sømandspræsten står for og med tiden lærer sømandspræsten også de søfarende at kende. Og da er sømand og præst bundet sammen i et fællesskab - som præst og menighed.